Sådan får du høreapparater

Det er en rigtig god idé at gøre noget ved sit høretab, så man kan få det fulde ud af livet igen. Her kan du læse, hvad du skal gøre, hvis du har brug for høreapparater.​

Private høreklinikker

Hos en privat høreklinik skal du selv betale for undersøgelsen, høreapparaterne og for selve tilpasningen. Det offentlige giver dog et tilskud, hvis du gør brug af den private ordning.

I 2024 er det offentlige tilskud til høreapparater købt hos en godkendt privat høreapparatforhandler 4.386 kr. for det ene øre og 2.418 kr. for det andet øre. Tilskuddet udbetales hvert fjerde år og pristalsreguleres hvert år. 

Tilskuddet gives til personer over 18 år og ydes uden hensyn til din indkomst. Det omfatter høreprøve, høreapparater, tilpasning, service, garanti og moms.

Betingelsen for at få tilskud er en henvisning fra en ørelæge. Du kan indhente henvisningen enten før eller efter dit første besøg på klinikken.​

Hvis du allerede har høreapparater, kan du få nyt tilskud hvert fjerde år. Høreklinikken sørger for at søge nyt tilskud for dig.​​

Hvis du er medlem af Ældre Sagen, er der desuden fordele ved at købe Oticon høreapparater hos én af de mange Oticon-certificerede privatforhandlere. Se fordelene her. Er du medlem af Sygeforsikring Danmark, giver de også et tilskud til køb af høreapparater.

Som regel er der kort ventetid hos de private høreklinikker.​

Købeloven, garanti og forsikring

​Når du køber høreapparater hos en godkendt privat forhandler af høreapparater, vil høreapparaterne være omfattet af købelovens normale regler for reklamation og garanti. 

Det betyder, at du som ejer af høreapparater selv skal dække eventuelle udgifter til reparation.

Er du medlem af Ældre Sagen og køber høreapparater hos en af Oticons samarbejdspartnere, vil dine høreapparater være dækket af Oticons Tryghedsordning, som dækker, hvis du skulle tabe eller uforsætligt ødelægger dine høreapparater.

Offentlige høreklinikker​​

Det er gratis at få høreapparater via en offentlig høreklinik. Når du får dit høreapparat udleveret på en offentlig audiologisk afdeling, er det et udlån. Det skal derfor afleveres tilbage, når du ikke længere bruger det – fx hvis du får et nyt høreapparat.

Hvis du endnu ikke har høreapparater, skal du først kontakte en ørelæge for at kunne få en henvisning til den videre behandling hos en offentlig høreklinik. Det kræver ingen henvisning fra egen læge at komme til ørelæge. Hvis du allerede har høreapparater, behøver du ikke gå til ørelægen først, men kan henvende dig direkte på klinikken. Dog skal der være gået fire år, fra du har fået udleveret dine nuværende høreapparater, til du kan få nye.​

​Der kan være ventetid til behandling på de offentlige afdelinger. Du kan finde de forventede ventetider her.

Ligesom hos det private bør du gøre dig nogle overvejelser om behov, erfaringer og forventninger forud for besøget.​​

Tilpasning af høreapparater

​Uanset om du får høreapparater i det offentlige eller hos en privat forhandler, går der lidt tid fra den første undersøgelse, til du får udleveret høreapparaterne.

Apparaterne skal indstilles, og du skal have instruktion i betjeningen. Det er derudover normalt, at der er behov for en finjustering, når du har brugt høreapparaterne et stykke tid.​​

Hvad er en høreprøve?​

En høreprøve finder sted i et lydisoleret rum eller i en boks. Du tager plads, tager hovedtelefoner på og lytter. Ørelægen eller hørespecialisten afspiller nogle lyde, der begynder med de dybe toner og stiger til de lyse toner. Hver gang, du hører en lyd, skal du trykke på en knap. Dine registreringer er med til at bestemme din hørekurve.

Når typen og graden af dit høretab er blevet bestemt, er hørespecialisten i stand til at bestemme, hvor stor forstærkning, du har behov for.​

Følg Oticon på Facebook

Følg Ældre Sagen på Facebook